Hårtransplantationens historie: fra de første forsøg til moderne FUE

Derfor er hårtransplantationens historie værd at kende

Hårtransplantation har en længere historie, end de fleste tror. Det moderne indgreb, hvor enkelte follikulære enheder flyttes fra baghovedet til tynde områder, er resultatet af godt og vel hundrede års forsøg, fejltagelser og gradvise forbedringer. Når du ved, hvordan teknikken har udviklet sig, er det lettere at forstå, hvorfor resultaterne i dag som regel ser mere naturlige ud end i tidligere årtier, og hvorfor kirurger taler så meget om donorhår og follikulære enheder.

Her følger en kort gennemgang af de vigtigste faser, fra de tidlige laboratorieforsøg til de teknikker, der bruges i dag.

De tidlige forsøg i 1800-tallet

De første kendte forsøg med at transplantere hår går tilbage til begyndelsen af 1800-tallet. Beretninger fra 1822 beskriver forsøg på at flytte hårbærende hud hos dyr. Disse studier var langt fra en behandling af skaldethed, men de viste et vigtigt princip: hud med hår kunne flyttes til et andet sted, og håret kunne fortsætte med at vokse.

I mange årtier forblev idéen en kuriositet inden for eksperimentel kirurgi. Man forstod endnu ikke, hvorfor håret falder af ved arvelig skaldethed, og der var ingen pålidelig måde at forudsige, om det transplanterede hår ville overleve.

Pionererne i Japan: den første kirurgiske hårgendannelse

Et vigtigt kapitel blev skrevet i Japan i første halvdel af 1900-tallet. Japanske læger, blandt andre Masao Sasakawa, Hajime Tamura og Shoji Okuda, beskrev deres operationer til kirurgisk erstatning af hår.

Okudas arbejde regnes for særligt betydningsfuldt. I 1939 offentliggjorde han en beskrivelse af, hvordan små runde grafts af hårbærende hud på omkring 1 til 5 mm blev transplanteret for at genskabe hår i hovedbunden, øjenbrynene og overskægget. Han arbejdede primært med patienter, der havde mistet hår på grund af ar, forbrændinger eller medfødte tilstande. Tamura beskrev senere brugen af endnu mindre grafts, en tilgang, der foregreb en udvikling, som først kom meget senere.

Fordi artiklerne blev udgivet på japansk og kom omkring tidspunktet for Anden Verdenskrig, forblev de i mange år stort set ukendte i Europa og Amerika.

Norman Orentreich og princippet om donordominans

Vendepunktet for behandlingen af almindelig skaldethed kom i 1959, da den amerikanske hudlæge Norman Orentreich offentliggjorde sit arbejde om begrebet donordominans. Han viste, at hår fra baghovedet og siderne af hovedet, et område der som regel er modstandsdygtigt over for androgen alopeci, har tendens til at bevare sine egenskaber, når det flyttes til et skaldet område.

Med andre ord opfører en transplanteret hårsæk sig efter, hvor den kommer fra, og ikke efter, hvor den bliver placeret. Dette princip er stadig grundlaget for hårtransplantation i dag. Det forklarer også, hvorfor indgrebet i så høj grad afhænger af donorområdets kvalitet og størrelse.

Orentreich brugte runde punch-grafts på flere millimeter med mange hår i hver. Han bliver ofte kaldt den moderne hårtransplantations fader.

Plugs-æraen og overgangen til mindre grafts

I de næste to årtier var punch-grafts, ofte kaldet plugs, standardteknikken. Håret voksede, men fordi hvert graft indeholdt en tot hår, kunne resultatet se unaturligt ud, især langs hårgrænsen. Periodens karakteristiske »dukkehår« er en af grundene til, at hårtransplantationer engang havde et dårligt ry.

I løbet af 1980'erne arbejdede kirurgerne i stigende grad med mindre minigrafts og micrografts. Det gav blødere hårgrænser og en mere gradvis overgang, selv om graftene stadig blev skåret uden hensyn til, hvordan håret naturligt er grupperet.

Den follikulære enhed

I 1980'erne beskrev forskere den follikulære enhed: den naturlige gruppe på et til fire hår, der vokser sammen med deres talgkirtler og en lille muskel. Den iagttagelse ændrede kirurgernes måde at tænke grafts på. Hvis håret naturligt vokser i disse små grupper, må det mest naturlige resultat komme af at transplantere dem hele.

Transplantation af follikulære enheder og FUE-metodens gennembrud

I midten af 1990'erne formulerede kirurgerne Robert Bernstein og William Rassman begrebet transplantation af follikulære enheder. De foreslog at flytte håret i de samme små grupper, som det naturligt vokser i, i stedet for i større hudstykker. I begyndelsen gjorde man det ved at fjerne en strimmel hud fra donorområdet og dele den op i follikulære enheder under forstørrelse, den metode, der i dag kaldes FUT.

Med udgangspunkt i samme idé udviklede kirurgerne udtagning af follikulære enheder, FUE. Ved FUE tages de enkelte follikulære enheder direkte fra donorområdet med meget små punches, som regel under en millimeter i diameter, så der ikke kommer noget lineært ar. Teknikken blev beskrevet i den medicinske litteratur i begyndelsen af 2000'erne og blev efterhånden en af de mest udbredte metoder.

Hårtransplantation i dag

Moderne hårgendannelse kombinerer disse idéer med bedre forstørrelse, finere instrumenter og mere omhyggelig planlægning. Implanterpenne, som bruges ved DHI-teknikken, gør det muligt at sætte graftene direkte ind i huden med præcis kontrol over vinkel og dybde. På nogle klinikker kan robotassisterede systemer hjælpe med udtagningen. Kirurgerne lægger også mere vægt på design af hårgrænsen, graftenes overlevelse uden for kroppen og den langsigtede pleje af donorområdet.

I dagens praksis bruges FUE typisk ved androgen alopeci, og en kombineret FUE- og DHI-metode kan bruges både ved androgen alopeci og til at give mere fylde. Valget afhænger altid af mønstret i hårtabet, donorområdet og patientens mål, og det træffes af kirurgen efter en undersøgelse.

Det er også værd at huske, hvad historien har lært os: en transplantation flytter eksisterende hår, den skaber ikke nyt hår, og den stopper ikke den underliggende proces bag hårtabet. Mange patienter har også brug for en medicinsk plan, der beskytter det oprindelige hår. Du kan læse mere om indgrebet på siden om hårtransplantation.

Konsultation hos City Medical Centre

City Medical Centre tager imod patienter fra udlandet. Den første konsultation er gratis og kan foregå online: send billeder af dit hår og dit donorområde, og stil alle dine spørgsmål om moderne teknikker, og hvad de realistisk kan opnå i dit tilfælde. Lægen vurderer din situation og oplyser prisen, som derefter fastsættes i kontrakten. En personlig koordinator følger dig fra din første besked, til du er kommet dig, og billeder og spørgsmål kan sendes via WhatsApp. Læs mere på siden om hårtransplantation.

Ofte stillede spørgsmål

Hvem regnes for den moderne hårtransplantations fader?

Den titel gives som regel til den amerikanske hudlæge Norman Orentreich. I 1959 beskrev han donordominans, princippet om at hår fra baghovedet og siderne af hovedet bevarer sin modstandsdygtighed over for androgen alopeci, når det transplanteres til et skaldet område.

Hvad er donordominans?

Det er iagttagelsen af, at en transplanteret hårsæk opfører sig efter det område, den kommer fra, og ikke efter det område, hvor den placeres. Hår fra den modstandsdygtige donorzone fortsætter som regel med at vokse efter transplantationen, og derfor er donorområdet så vigtigt.

Hvorfor så de tidlige hårtransplantationer unaturlige ud?

De tidlige teknikker brugte store, runde punch-grafts, såkaldte plugs, med en tot hår i hver. Når de blev sat i rækker, især langs hårgrænsen, kunne det give et tottet udseende. Overgangen til mindre grafts og siden til follikulære enheder gjorde resultaterne betydeligt mere naturlige.

Hvornår opstod FUE?

FUE udsprang af begrebet om follikulære enheder, der blev udviklet i 1990'erne, og blev beskrevet i den medicinske litteratur i begyndelsen af 2000'erne. I stedet for at fjerne en strimmel hud udtages de enkelte follikulære enheder med meget små punches, så der ikke kommer noget lineært ar.

Stopper en moderne hårtransplantation hårtabet?

Nej. En transplantation omfordeler eksisterende hår fra donorområdet, men behandler ikke årsagen til hårtabet. Det oprindelige hår kan fortsætte med at blive tyndere, og derfor anbefaler lægen ofte også en plan, der beskytter det, fastlagt efter en undersøgelse.